At bygge indebærer for mig at reflektere over såvel bæredygtighed som levedygtighed. Kan det adskilles ?

Da den såkaldte “Brundtlandkommision i 1987 udkom med deres rapport: “Grænser for vækst” blev begrebet “Bæredygtighed” eller “Bæredygtig vækst” nævnt mange gange.

Bærdygtighed og vækst

Allerede dengang fandt jeg præmissen i overskriften helt ved siden af. Den byggede på en vækst-ideologi. Nu skulle vi finde “grænsen”. Grundtanken var: “Om vi kunne finde en grænse imellem at forfølge vores behov og gøre det på en sådan måde, at vi ikke forringede livet for de kommende generationer ved at forarme planeten igennem forurening og stadig vanskeligere adgang til anvendelige ressourcer?

17 verdensmål og bæredygtighed

I 2015 blev de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling vedtaget i FN. Igen blev ordet “bæredygtighed” centralt.

Som Bygningsingeniør med speciale i Miljø og Statik, kender jeg udtrykket “bæredygtighed” vældig godt. Det anvendes om hvorvidt noget “kan holde til en vis belastning”.

At anvende det om vores måde at leve på, skaber med andre ord associationer i mig til, hvorvidt livet og det levende kan holde til vores måde at leve på?

Handler det virkelig om at finde den grænse, hvor det altså IKKE længere kan “holde til det”? Og så blive på den “rigtige side af den”?

Bæredygtighed og behov

I den forbindelse tales der meget om “behov”. At vi vil indfri vores behov på en sådan måde at naturen kan følge med?

For mig er det ikke et “behov” at trække vejret i frisk, ren luft. Den luft ER simpelthen det, der gør, at jeg overhovedet er til og lever. Uden ren luft dør jeg – præcis ligesom at jeg dør, hvis mit hjerte ikke længere slår.

Luften, jeg lever i, er lige så meget “mig” som alt det, der gerne omtales som “min krop”. Det samme gælder for frisk rent vand, sollys, næringsrig mad.. osv.
ALT hvad jeg er i min fysiske fremtræden, er blevet spist (af “mig”) indenfor de sidste 7 år. Det er altså blevet spist af noget, som tidligere er blevet spist af noget, som er blevet spist… (syret ikke?)

Alle mine celler er i den periode døde og erstattet af nye, der dannes af-sig-selv i “mig”. Det jeg er, er ikke krop eller intellekt. Jeg vil beskrive mig som “bevægelse, der sker af sig selv”. Bevægelse der opstår med naturen – eller alternativt også med “kulturen”.

Jeg er både det derude og det derinde..

Naturen “derude” er som naturen “derinde” (i mig). At jeg kan identificeres i denne natur som “noget der adskiller sig fra sine omgivelser” beror på, at det at leve, dybest set opretholdes igennem en bevægelse der “skelner” imellem noget “derude” og “noget derinde.”.. Uanset om jeg vil beskrive en celle, en plante, et æsel eller “mig”.

Når den bevægelse ophører – opløses alt i mig i omgivelserne igen… Intet forsvinder! Vi kalder det for at jeg “dør”. Hvad dør?
Den unikke bevægelse, der skelner, forandres eller ophører og flyder ind i naturens puls.

Den store Ånd

Indianerstammer kaldte den for “den store Ånd”. Og så alt levende som forskellige udtryk af den samme “ånd” – dvs. “vind” eller bevægelse. Deraf levede også forståelsen, at dyrene og planterne er “vores brødre og søstre”.

Europæisk filosofi og den behovs-styrede tankegang med en glubende appetit på at gøre alt til “penge” som et middel til “magt”, fik gjort grundigt ende på disse indianske kulturer.

I dag lever vi overvejende i en samfund, der er drevet af “behov for at indfri vores forventninger”. Det er sågar blevet et slogan og betegnelse for “kvalitet”: At en virksomhed formår “at indfri kundernes behov, krav og forventninger til deres største tilfredshed”. Kravet om “bæredygtighed” gøres til sådan en forventning, der skal “drive” en virksomheds vækst.

Hvad forstår jeg ved “behov”

Hvad forstår jeg så ved “behov”?

Et behov udtrykker en ide. Noget jeg vil have for at føle mig tilfreds. Det opstår med andre ord af en ide om at mangle noget.

At mangle rent vand, er ikke en ide. Det er et spontant impulsivt udtryk for livskraft. En nødvendighed for kontakt til “ånd”. Det samme kan jeg skrive om luft, sund naturlig mad, hvile, søvn, frihed, elskov, samvær, evne til at bevæge sig, forsvare sig OG at have et trygt sted at være. Det sidste som “en bolig”, et “sted” der vel at mærke også måske kan flytte sig?

Evnen til at finde et trygt sted at hvile, og føle sig beskyttet, er helt nødvendigt for alle levende væsener, der vil overleve.

At iagttage det levende

Nu kan alt dette læses som “moral”, og det handler det overhovedet ikke om for mit vedkommende. Jeg finder det spændende at iagttage, hvordan livet og det levende udfolder sig af-sig-selv?

Når, jeg iagttager det, ser jeg også, hvad jeg gør, når jeg forsøger at “kontrollere det” til at gøre det, jeg gerne vil have, at det gør.

KAN jeg leve med naturen af det, som er… Naturen i mig og naturen derude?
Det spørgsmål finder jeg utroligt spændende at undersøge, uden at have en ambition om at finde et svar. Svar findes der nok af i kirkerne og hos politikere.

Kan jeg bevæge mig sådan at antallet af handlemuligheder vokser for mig og dermed også for det, som er og sker, frem for at blive reduceret af f.eks. “mine behov”: Mine ambitioner, forventninger, mål, krav, længsler etc.?

I den undren bliver det meget spændende også at se på det at bygge sin bolig på samme måde som det “rene vand”?
Den bliver til at undersøge “ånd” – uden at jeg på nogen måde lægger det mindste religiøst ind i det. Tværtimod…

Praksis – at bevæge sig, sanse og øve

Jeg ser mig om noget som “praktiker” .. Adgangen til naturen er for mig igennem at sanse. Jeg sanser godt, når jeg bevæger mig i bevidst, afspændt, opmærksom kontakt til det, som er… Og det er og kan ikke være ikke ideen om det, det burde være?!

En ide om et Tiny-house, ER f.eks. ikke et Tiny-house. Lige så lidt som jeg kan ride på historien om en hest. Et hus skabes igennem bevægelse og ved at sanse… og som ved al anden læring: ved at øve, øve og øve sig..

Hvis, du vil være med i en sådan praksis i et arbejdsfællesskab, så deltag på vores 8 dages Tiny-house workshop

Måske er du nysgerrig på hvad vi ellers laver, så kan du ble.s finde det på Mahamudrainstitut.com